Obama er sort! - Men han vinder alligevel.

Obama førere stort i meningsmålingerne, hvilket har fået flere kommentatorer til at advare i mod den såkaldte “Bradley effekt”. Senest blev spørgsmålet antydet¹ i dagens information. Bradley effekten er opkaldt efter en sort guvenør som fik utroligt gode meningsmålinger, men som på valgdagen måtte sande at hans hudfarve tilsyneladende havde fået folk til at ryste på hænderne i stemmeboksen.

Det er hvertfald den almindelige fortolkning. Imidlertid er det jo ikke første gang at en politiker har oplevet et skuffende valgresultat ovenpå gode meningsmålinger. Men alligevel - kunne det samme ske for Obama?

Forhåbentlig ikke.

For det første har en af de centralt placerede ‘pollsters’ skrevet om Bradley effekten, og om hvordan den er blevet overvurderet. Citatet sætter i øvrigt fokus på vigtigheden af at have et vågent øje på meningsmålingernes usikkerhedsinterval:

The other reason I reject the Bradley Effect in 2008 is because there was not a Bradley Effect in the 1982 California Governor’s race, either. Even though Tom Bradley had been slightly ahead in the polls in 1982, due to sampling error, it was statistically too close to call.

For det andet er den effekt som tidligere fandes i 80′erne senere forsvundet. Dette interessante paper fra august skriver i abstractet (wilder effekten er den samme som Bradley effekten, blot opkladt efter en anden politiker):

this paper presents the first large-sample test of the Wilder effect. It demonstrates a significant Wilder effect only through the early 1990s, when Wilder himself was Governor of Virginia. Although the same mechanisms could affect female candidates, this paper finds no such effect at any point in time. It also shows how polls’ over-estimation of front-runners’ support can exaggerate estimates of the Wilder effect.

Som antydet er paperet interessant fordi det i sin undersøgelse af wilder efekten kommer vidt rundt i survey-statistikkens kringelkroge, bl.a. viser studiet altså at farvoritten næsten altid får bedre meningsmålinger end valg. I det hele taget er forskningen fra Harvards Institut for kvantitativ samfundsvidenskab altid meget læsværdig og lødig.

For det tredje har de hidtidige Obama primær valg, faktisk vist en omvendt bradley effekt i stater med mange sorte vælgere, mens der ikke har været nogen negativ effekt, eller positiv effekt i stater med mange hvide.

Obama skal nok vinde

USA og resten af verden er dog sikkert stadig præget af ubevist racisme. Fx. jvf. min tidligere post om implicit associatins test - en testtype som har ‘afsløret at hvide amerikanere stadig har negative underbevidst opfattelse af sorte. At Bradley effekten tilsyneladende er forsvundet kan derfor måske ses som et udtryk for at amerikanerne er blevet bedre til at tage et rationelt valg - til at høre på Barack Obamas argumenter - istedet for kun at fokusere på hans hudfarve.  Dette ville i givet fald stemme fint overens med at uddannelsesniveauet er steget…

En anden fortolkning er at Obamas folk tydeligvist har nærstuderet psykolog Drew Westens² bog, The Political Brain, som allerede sidste år ved udgivelsen fik opmærksomhed. Det er en virkelig god bog, hvis råd - bl.a. at en demokraternes præsidentkandidat bør have håb og forandring som nøgleord - virker spot-on på Obamas kampagne.

Del dette

1. dog uden reference til hverken Bradley eller Wilder [↩]
2. Drew Westen har jeg i øvrigt støt på i forbindelse med Q-methodology vs. faktoranalyse debatten - som kunne være et interessant emne for en anden blogpost [↩]