Indlæg i kategorien 'Grafer' ↓

Søjlediagram eller ‘hop-plot’ (og lidt om de fattige)

Hvordan viser vi bedst udviklingen i befolkningsandele der lever i ekstrem fattigdom?

Jeg er figurfetichist: Jeg kan bruge timer på at diskutere fordele og ulemper ved selv de simpleste figurer. Jeg følger trofast med i mine forbilleders gøren og laden - tufte, Few, Kaiser m.fl.

Jeg mener fx at simple søjlediagrammer i mange tilfælde er den bedste løsning for simple data. Derfor valgte jeg også denne figurtype til at illustrere udviklingen i andelen af mennesker der lever for mindre end een US dollar om dagen.

Søjlediagrammer med mere end fire tal kan desværre nemt blive svære at overskue. Det hjælper tit at sortere søjlerne (i dette tilfælde efter procent fattige i 2004) - men det er ikke altid nok. Et alternativ i sådanne situationer kunne være et ‘hop-plot’1 - en variant af et parrallel koordinatplot.

I nedenstående figur er det måske mere intuitivt end i et søjlediagram, at nogle lande har oplevet en meget kraftig ændring i andelen af ekstrem fattige indbygger. Samtidig er det nemt at udlede relative rangpladser for begge år.

Hopgrafen bruges sjældent - sandsynligvis fordi man er bange for at linjerne opfattes som lineære udviklinger. De fleste implementeringer (også denne) er således ikke andet end almindelige linjegrafer med blot to tidspunkter. Når man bruger et hop-plot er det derfor vigtigt at kommunikere at der ikke kan aflæses værdier mellem de to undersøgte tidspunkter. Ligesom i det parallelle koordinat plot er det ‘hoppet’ der er interessant (dvs. Kina og Østasien)- og det kan være en fordel at vise det.

Uanset figurtype er det nemt at se at andelen af ekstremt fattige er faldet fra 1990 til 2004. Det kunne således se ud til at det er rigtigt at verdens tilstand faktisk forbedres2

Hvilken figurtype synes du er bedst?

  1. Tufte: “Bumps chart” []
  2. Men selvfølgelig bør vi også kigge på andelen af absolut fattige… Der er jo immervæk kommet en del flere mennesker på jorden siden 1990 []